Menu - For Responsive


› Medlemslogin › Bliv medlem
Aktuel nyhed

Sidst rettet: 22/11-2022

Pressemeddelelse
17. november 2022

DM&E tilbyder dig et gratis tjek til Agromek

Efter fire års pause kan MCH endelig slå dørene op for ejere og ansatte, som kan se frem til at mæske sig på det store udstillingsareal i Herning. Diverse udstillinger lokker med alt lige fra de største traktorer og markredskaber til alt, hvad der skal bruges i staldene samt rådgivning og serviceydelser til den grønne sektor. Og netop rådgivning og serviceydelser til landets maskinstationsejere er i centrum, når DM&E inviterer ind på deres stand på plads 2610 i hal C til et gratis tjek af din forsikring, pension og APV-løsning.

Når Agromek åbner dørene til efterårets messe i Messecenter Herning, står DM&E og deres dygtige samarbejdspartnere klar til give både eksisterende og nye medlemmer et tjek. Og det spår brancheorganisationen, at mange maskinstationsejere har tænkt sig at gøre. Derfor står de bl.a. klar til at give et pensionstjek, der vil udfordre status quo, og vise dig hvordan du og dine medarbejdere er dækket i fremtiden.

- Vi vil meget gerne fortælle om vores seneste skud på stammen, DM&E Pension. Det er en attraktiv og større pensionsaftale, som giver nogle helt klare fordele til virksomhedsejeren og den ansatte. Det er i form af bedre dækninger ved f.eks. sygdom, økonomisk tryghed samt det at tilbyde et attraktivt personalegode. Det viser, at du som virksomhedsejer er socialt ansvarlig og tager hånd om dine folk, siger Bent Juul Jørgensen, branchedirektør i DM&E.

Når din virksomhed vokser, skal forsikringen vokse med

På DM&E’s stand til Agromek tilbyder DM&E også et forsikringstjek, der viser dig, om du kører over for rødt, gult eller grønt forsikringsmæssigt. Ifølge brancheorganisationen vil det også vise, hvordan du dækker dine maskiner, aktiviteter og medarbejdere bedre og billigere.

- Er din virksomhed vokset de seneste år, er der stor risiko for, at dine dækninger er for lave, for dyre og i nogle tilfælde helt forkerte i forhold til de opgaver, du udfører. Det gælder lige nu 56% af danske virksomheder, siger Bent Juul Jørgensen og pointerer, at begge tjek er gratis og automatisk, når du giver DM&E samtykke til at undersøge dine forsikringer og din pensionsordning.

Derudover er DM&E klar til at give dig et APV-tjek, så du får bedre værktøjer til at sikre virksomhedens arbejdsmiljø, medarbejderens trivsel og motivation.

DM&E Junior med stor kampagne målrettet landbrugselever

Til Agromek deler DM&E standen med DM&E Junior, der med sit fokus på netværk, ledelse og faglige udflugter har skabt en base for unge på maskinsta­tioner, hos anlægs- og skoventreprenører samt andre nysgerrige med interesse for ledelse og virksomhedsdrift. Forud for messen har junior-foreningen sendt en invitation ud til samtlige af landets landbrugsskoler med de elever, som er på vej ud for at gøre karriere på f.eks. en maskinstation. Her opfordrer de til, at de unge møder dem på messen til en snak om netværket.

- DM&E Junior vil sætte fokus på de spændende og dynamiske karrieremuligheder, der er inden for vores branche. Og derfor vil vi på Agromek gerne i dialog med de landbrugselever, som er nysgerrige på ledelse og virksomhedsdrift, og fortælle dem om mulighederne i det voksende junior-netværk, afslutter Bent Juul Jørgensen.

For yderligere information, kontakt venligst:
Bent Juul Jørgensen, branchedirektør DM&E, tlf.: 7641 3678, mail: juul@dmoge.dk.

Agromek 2022 finder sted 29. november til 2. december i MCH Messecenter Herning.

22dmeagromekstand