Menu - For Responsive


› Medlemslogin › Bliv medlem
Aktuel nyhed

Sidst rettet: 27/8-2019

Pressemeddelelse
Vejle den 27. august 2019

Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) outsourcer deres branche-IT til Systemcenter Randers A/S

Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) har valgt at outsource deres branche-IT til Systemcenter Randers. Det betyder, at DM&E pr. 1. september 2019 overdrager alle branche-IT-løsninger til deres nye samarbejdspartner.

Systemcenter BentAndersSteen

Foto fra venstre: Branchedirektør i DM&E Bent Juul Jørgensen, Direktør i Systemcenter Randers Anders Bay, Direktør i Systemcenter Steen Rosborg Møller.

Visionen med denne samarbejdsaftale er at sikre fremtiden for DM&E’s medlemsvirksomheder. I samme ombæring opretter Systemcenter Randers en ny afdeling hos DM&E i Vejle med bemanding af de medarbejdere, der til dato har varetaget denne funktion i DM&E-regi. Disse medarbejdere bliver pr. 1. september ansat i Systemcenter Randers, og sammen med andre NAV-konsulenter, vil de fortsat yde en stærk lokal support fra deres vante pladser i huset i Vejle.

 ”Det er en fremsynet og god outsourcing-aftale, som vi nu har indgået med Systemcenter Randers. De har et uddannet personale bestående af 25 medarbejdere, der alle er eksperter i IT-løsninger som Microsoft Business Central, Dynamics NAV og C5. På den måde sikrer vi, at der fremadrettet vil være den rigtige bemanding, som står klar til at løse alle udfordringer,” siger branchedirektør Bent Juul Jørgensen.

Den nye samarbejdsaftale indebærer, at funktioner som support, salg og implementering fremadrettet vil foregå fra Systemcenter Randers. Brancheforeningen vil dog stadig være hands-on på udviklingsdelen af bl.a. foreningens brancheløsning.

”DM&E vil stadig bistå udviklingen af vores branche-IT. På den måde sikrer vi, at IT-løsningerne forbliver branchetilpassede til gavn for vores medlemsvirksomheder”, fastslår Bent Juul Jørgensen.

Rigtigt valg af samarbejdspartner

Systemcenter Randers holder til på Viborgvej i Randers, og DM&E har samarbejdet med IT-virksomheden i flere år. Derfor er brancheforeningen overbeviste om, at Systemcenter Randers er det rigtige valg af samarbejdspartner. Systemcenter Randers er en virksomhed med et klart værdigrundlag, og virksomheden har solid erfaring siden 1997, hvor den har fungeret som sine kunders eksterne IT-afdeling.

”I forbindelse med dette samarbejde, åbner vi som sagt en afdeling i Vejle, med fokus på support af økonomisystemerne Microsoft Business Central, Dynamics NAV og C5. Via samarbejdet med DM&E udbygger vi vores forretning med en stærk brancheløsning til vores produktportefølje. Vi håber i fremtiden at blive endnu mere synlige i Trekantområdet, og vi håber at kunne skabe flere arbejdspladser i Vejle”, fortæller Anders Bay, der er direktør for Systemcenter Randers.

DM&E ser frem til via Systemcenter Randers fortsat at kunne tilbyde sine medlemsvirksomheder professionelle IT-produkter samt hotline-support.

For yderligere spørgsmål, kontakt venligst:

Branchedirektør i DM&E Bent Juul Jørgensen, juul@dmoge.dk, 7641 3678

Direktør for Systemcenter Randers Anders Bay, anba@systemcenter.dk, 8711 3721