Menu - For Responsive


› Medlemslogin › Bliv medlem

 

Aktuel nyhed

Sidst rettet: 19/8-2019

40 år på maskinstation

Efter indstilling fra Danske Maskinstationer og Entreprenører, DM&E blev 40 år med de store landbrugsmaskiner belønnet med en medalje samt ”hædersprisen for lang og tro tjeneste” fra Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab. Det er maskinfører Preben Hedegaard, der har udvist denne trofaste indsats gennem sin uafbrudte ansættelse på Bounum Maskinstation ved Ølgod gennem de sidste 40 år.

I løbet af de sidste 40 år har Preben Hedegaard været i kontakt med mange via sit job. Hans gode personlige egenskaber overfor både kunder og kolleger samt loyalitet og trofasthed over for virksomheden gjorde ham derfor fortjent til at modtage den ærefulde pris med flot medalje og diplom.

Hædersbeviset til Preben Hedegaard i form af en medalje i ægte sølv med inskription blev overrakt af præsidiemedlem i Landhusholdningsselskabet Erik Klindt Andersen. Branchedirektør i DM&E Bent Juul Jørgensen supplerede med et diplom og en tale til jubilaren.

Prebens ansættelse på Bounum Maskinstation de sidste 40 år har betydet, at han har været en del af maskinstationens uafbrudte og voldsomme vækst. Da Preben startede på Bounum Maskinstation for 40 år siden, var det med en traktor, der havde ca. 125 hk. I dag er der 425 hk under hjælmen. Prebens primære arbejdsopgaver på maskinstationen er gylleudringning og grovfoderproduktion, som har fyldt meget i hans hverdag. I grovfoder er det især rensning af majs og rivning af græs samt crimpning af korn, der er hans speciale.

Mentor for maskinstationens unge ansatte

Hans alsidighed tjener ham også til ære. Udover at Preben evner at køre alle maskiner, er han samtidig en god mentor for virksomhedens yngre medarbejdere. Blandt den faste stab på 30 kolleger er han vellidt og Preben er tilmed udnævnt til virksomhedens sikkerhedsrepræsentant. Han er derudover meget vellidt af alle virksomhedens kunder, og Preben kender hver eneste én inkl. deres marker.

Privat er Preben gift med Anne Marie, og de har 3 drenge og 2 børnebørn. Preben kan godt lide at rejse – og han gør det om vinteren, hvor der ikke er så meget at lave på maskinstationen. Preben går meget op i sport og ikke mindst børnenes sport.

Fejret med reception, fest og roser

Preben Hedegaard blev fejret med reception og fest på virksomheden, hvor 120 gæster var mødt frem for at hædre den flotte bedrift. Tidligere ejer og stifter af Bounum Maskinstation Bertel Sørensen holdt en flot tale for Preben. Jubilaren takkede for den flotte hæder, og med sine 40 år bag rettet kunne han desuden videregive nogle af sine erfaringer. For eksempel tilstræbte han altid at gøre sin arbejdsopgave færdig, når den er begyndt, for ikke at skulle ud til samme mark igen dagen efter.

For yderligere information, kontakt venligst:

Direktør og medejer af Bounum Maskinstation Kenneth Christiansen på 7524 1233 / 2249 3718 / kc@bounum.dk

Besøg DM&E's presserum her

Her vil du kunne finde vores seneste pressemeddelelser samt rekvirere relevant information og billeder.