25/5/2011
Danske Maskinstationer og Entreprenører opfordrer til også at fjerne 14-dages fristen for anmeldelse af brugen af knust beton og tegl som erstatning for primære råstoffer i anlægsopgaver.
Det er med glæde at kunne konstatere, at der nu endelig ligger en plan for at fjerne noget af det bureaukrati, som findes i forbindelse med sagsbehandling på bygge- og anlægsområdet, men planen bør udvides. I en tid hvor ordrebogen er tynd og hvor især mindre projekter bestilles kort tid før udførelse virker lange bureaukratiske anmeldelser ekstremt begrænsende for både boligejere og entreprenører. Her har bl.a. den 4-ugers anmeldelsesregel i forbindelse med jordflytning i byerne været en gene. Den kan vi nu med stor tilfredshed se fjernet, så man fremover kan flytte jorden så snart jordflytning er anmeldt.
14-dages anmelderegel for rent kunst beton og tegl bør fjernes
I forbindelse med den nye restproduktbekendtgørelse som trådte i kraft 1. januar 2011, er der indført en anmeldeordning, som betyder, at anvendelsen af eksempelvis rent knust beton og tegl skal anmeldes til kommunen senest 14 dage før arbejdet påbegyndes. Denne regel er ikke kun til gene for boligejere, bygherrer og entreprenører, men den begrænser desværre også anvendelsen af genbrugsmaterialerne. Ønsket er, at øge brugen af genbrugsmaterialer, så vi i Danmark kan spare på vores dyrebare råstoffer. Men problemet er, at genanvendelsen af rene knuste beton- og teglmaterialer som erstatning for primære råstoffer mindskes i takt med at anvendelsen bliver unødig besværliggjort. Mindre projekter som eksempelvis reparation af grusveje, etablering af pladser og indkørsler bestilles og udføres ofte med meget kort varsel, derfor fravælges brugen af genbrugsmaterialer, når der er for besværlige og langsommelige anmelderegler. Derfor opfordrer Brancheforening Danske Maskinstationer og Entreprenører i et brev til Erhvervs- og Økonomiministeren regeringen til også at få denne ”bøvlede” 14-dagesregel fjernet.
For yderligere kommentarer kontakt Søren Christensen christensen@dmoge.dk tlf. 7641 3668 / 4019 9335