5. oktober 2011
Brancheforeningen Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) er skuffede over, at Boligjob-ordningen nu ser ud til at blive skrottet, for i stedet ”kun” at blive erstattet af et energirenoveringstilskud.
Private kloakker er nedprioriteret
Vi ved, at de private danske kloaksystemer er ekstremt nedprioriteret hos boligejerne. Vi ved også, at kloakkerne mange steder er i så dårlig forfatning og utætte, at det har store konsekvenser for miljøet og er en stor kilde til forurening. Dertil kommer hele problematikken med håndtering af regnvand herunder separering og nedsivning mv. Ved at yde tilskud til forbedring af private afløbssystemer, vil der kunne høstes store gevinster på miljøområdet. Hvis man nu fjerner Boligjob-ordningen uden at medtage kloakkerne under en anden ordning, vil miljøet blive taberen, mener DM&E.
Derfor har brancheorganisationen henvendt sig til den nye regering med forslag om at gøre den grønne tilskudsordning endnu grønnere. Det kan gøres ved, at man tager skyklapperne af og ser tingene i lidt større perspektiv. I stedet for kun at tænke energi, skal man se på, hvad der samlet set giver den største miljøgevinst. Her vil afløbsforholdene, grundet deres ringe tilstand, spille en central rolle, siger Søren Christensen.
Vi har kunnet lytte os til, at den nye regering ønsker at tænke tingene sammen i større helheder. Derfor vil det også være oplagt, at der laves en grøn tilskudsordning på boligområdet, som virkelig er grøn og ikke kun omfatter energirenovering, udtaler Søren Christensen.
Eventulle spørgsmål m.v. kan rettes til:
Konsulent Søren Christensen, DM&E christensen@dmoge.dk tlf. 7585 8355 / 4019 9335.